Har du svært ved at finde tid til oprydning? Så er du langt fra alene. En af årsagerne til at mange ikke får prioriteret at få ryddet op er, at de ikke føler, at de kan finde tiden til det.
Jeg har gennem årene brugt meget tid på at researche emnet “tid”, for at se hvorfor vi forvalter den så forskelligt, og brugt meget tid på at udforske metoder i, hvordan vi trods en travl hverdag, alligevel kan finde tid til fx oprydning.
For hvorfor er det, at nogle mennesker altid når det de planlægger, og andre har svært ved det?
Er det den manglende tid der er skyld i at mange har svært ved at komme i mål med deres oprydning?
Både ja og nej. Tidsfaktoren kan spille en stor rolle, men oftest er der også andre parametre der spiller ind, fx at de har svært ved at give slip, eller aldrig har lært at rydde op, psykiske og/eller fysiske begrænsninger m.m.

Den faktiske tid vs. den mentale tid

Nogle mennesker er fantastisk gode til at få tiden til at “slå til”, mens andre altid er bagud. 
Nogle mennesker er virkelig produktive i løbet af deres vågne timer både derhjemme og på arbejdet, hvor andre, af mange forskellige årsager, ikke har mulighed for eller overskud, til at nå alle de gøremål de gerne vil.

Vi lever forskellige liv fyldt med indhold og ting vi skal.
Forskellen ligger bare i hvor mange ting vi frivilligt har sat på dagsordenen udover de ting vi som minimum skal lave hverdag, for at hverdagen hænger sammen.
Under mit research blev det tydeligt at den faktiske tid vs. den mentale tid spiller en kæmpe rolle.

Sådan finder du tid

Den faktiske tid vs. den mentale tid

Den faktiske tid er døgnets tid, altså de 24 timer du har til rådighed hver eneste dag.
Et tænkt eksempel på hvad en person bruger tid på kan være:

Søvn 8 timer
Transport til og fra arbejde 40 minutter
Arbejde 8 timer.

Her bruges der fra mandag til fredag 16,40 timer hver dag på søvn, job og transport frem og tilbage. Så vil der også være tid der hver dag bruges på andre ting fx madlavning. Denne tid kan dog variere alt efter hvad der laves. Derudover ved vi at bestemte gøremål tager en bestemt tid. Det er den faktiske tid. Den tid vi kender.

Den mentale tid er den tid du TROR vi kender. Du tror at du bruger en bestemt tid foran computeren f.eks. 1 time om dagen. I virkeligheden har du pludselig siddet der i 3 timer.
Du tror at du bruger 30 minutter på at handle. I virkeligheden tog det 50 minutter, fordi du stod og sludrede med en bekendt.  Den mentale tid er den tid du TROR du bruger på forskellige ting, men som i virkeligheden ofte ikke stemmer helt overens med den faktiske tid.

Sådan finder du tid til oprydning

Den bedste måde at finde mere tid på, er at finde ud af hvad du pt. bruger din tid på.
Prøv at føre en form for en dagbog eller en log over hvad du bruger tid på, og hvor meget tid du bruger på hver opgave/gøremål.
Ved at få registreret den faktiske tid, vil du kunne sortere i hvad der er nødvendigt og/eller vigtigt for dig at bruge tid på, og hvad der kan vente.
Når du bliver opmærksom på, hvad du bruger af tid på hver enkelt opgave, vil du også hurtigt finde ud af, om du bruger for meget tid på overspringshandlinger.

En overspringshandling er, når du vælger at gøre noget andet, end det du lige er i gang med, fordi du ikke lige orker at udføre den planlagte opgave. Det kan fx være, at du pludselig ser dig selv tjekke mails, mens du skulle forestille at være i gang med at gøre rent.
Overspringshandlinger kan tage utroligt meget af din tid, og kan udgøre mange minutter eller timer i dit tidsregnskab.

Når du går i gang med “projekt oprydning”, vil det tage en del tid i starten. Derfor skal der findes ekstra tid til det. Den tid må tages fra andre ting, fx. tv, internet, telefonsnak, eller hvad du nu kan undvære i en periode. Du kan også vælge at skære ned på den tid, du lige nu bruger på forskellige ting, eller uddelegere flere opgaver til andre, så du får frigjort noget af din tid til projektet.

Husk det er jo kun for en periode. Når du har fået gennemgået hvad du bruger tid på, vil du have fundet tid til oprydning. Når du er i mål med oprydningen, vil du have tid til de ting/opgaver/projekter du drømmer om at have tid til.

Er du udfordret af andre parametre?

Har ud aldrig lært at sortere eller kategorisere dine ting og ikke mindst at komme af med ting, kan det også være medvirkende til at du sidder fast i din oprydning, og at du ikke når i mål uanset hvor lang tid du rydder op.
Oprydning er, ligesom så meget andet, en færdighed der kan læres. Jo mere du træner, des bedre vil du blive til det.

Er du derimod udfordret af sygdom (fysisk eller psykisk) kan der være andre hensyn der skal tages. Men, det er ikke ensbetydende med at det ikke kan lykkes. Her er der måske brug for at der tages flere eller længere pauser. Det kan også være at der er brug for hjælp til at håndtere ting eller flytte/løfte ting.
De nævnte udfordringer kan være medvirkende til at din oprydning tager længere tid. Men den tid kan være givet rigtig godt ud, da et hjem der fungerer, vil kunne spare dig for meget tid og mange bekymringer fremadrettet.

Kærligst Kamille

Oprydningskonsulent Kamille Sommer

Læs også “Lad en ta-da liste supplere din to-do liste”