Kan du nikke genkendende til at være i fuld sving med at rydde op, og pludselig sidder du med en bestemt ting og kan slet ikke lægge den fra dig? Det kan være et gammelt brev, en sjov tegning, brochurer fra rejser du engang har været på, eller en ting som du har arvet, som nu er medvirkende til at du går fuldstændig i stå med din oprydning.
Hvad skal du gøre med disse ting, som måske i virkeligheden er sentimentalt rod?
På den ene side er der ingen speciel grund til at beholde tingene. Du bruger dem ikke til noget. På den anden side kan du slet ikke få dig selv til at slippe dem eller smide dem ud, fordi der er så mange minder bundet op til de her ting
Sentimentalt rod er noget af det sværeste rod at rydde op i
En af de sværeste kategorier at rydde op i er sentimentale ejendele, fordi disse ting ofte er personlige og fyldt med minder. Det er de ting vi tit omtaler som ting med affektionsværdi. Tingen behøver ikke være værdifuld ift. pris, men kan føles uvurderlig for den person der ejer den, pga. de minder den symboliserer.
Desværre ender mange sentimentale ejendele som sentimentalt rod, fordi tingene aldrig vil komme i brug igen eller bliver kigget ret på. Tingene vil sandsynligvis blot ligge opbevaret i et skab, en skuffe eller pakket ned i en kasse, og der kan de blive liggende i årevis.
Ting med affektionsværdi, kan være virkelig svære at håndtere, i en oprydningsproces, fordi de ofte frembringer rigtig mange følelser. Disse følelser opstår fordi tingene frembringer minder, som kan være medvirkende til at tingene er ekstra svære at give slip på. Til trods for at du måske ikke længere har glæde af dem på nogen måde, andet end at de de minder dig om en god tid fra du var yngre.
Måske har du også ting, der minder dig om svære tider. Disse ting har du måske stadig beholdt, fordi du har en intention om at gennemgå dem, når du føler dig klar til dette. Disse ting kan også høre med i kategorien sentimentalt rod.
Tips til at håndtere din oprydning i sentimentale ejendele
For at få styr på dine sentimentale ejendele er der flere ting du kan gøre under oprydningen:
- Overvej hvor tingen skal stå. Hvis du ikke kan finde en god plads til den, så er det måske ikke meningen at den skal bo hos dig.
- Mærk efter om tingen fortsat er meget vigtig for dig. Hvis den lige nu står bagerst i et skab, så overvej om du kan finde en god plads til den i dit hjem, så du kan nyde den.
- Undgå at gå i stå med oprydningen, ved at give ting en timeout, hvis du har svært ved at tage en beslutning omkring den. Læg tingen i en kasse, og gennemgå de ting du samler der, en anden dag. Mange oplever at lige præcis dette råd, gør en kæmpe forskel.
- Fotografer dine minder. Du vil ikke kunne gemme alle minder, rent fysisk. Dog kan du gemme flere ting som minde, hvis du fotograferer dem, og blot gemmer fotoet. Hav en mappe på din telefon eller computer, hvor du gemmer disse billeder. Så kan du altid finde dem, når du har lyst til at gense dem.
Husk der er en udløbsdato på alle ting. Det er ikke meningen at vi skal beholde alt vi modtager gennem et langt liv.
Sådan kommer du videre med at rydde op i dit sentimentale rod
At rydde op i måske et helt livs ting og minder, kan være udfordrende.
Det er samtidig en proces at skulle lære at give slip, hvis du altid har været vant til at gemme alt.
Frem for at stoppe når det bliver svært, så øv dig i at rydde op i små oprydningsetaper. Måske kan du kun klare 10-15 minutter ad gangen før du bliver beslutningstræt. Det er helt okay. Hold en pause, og kom tilbage.
Sortér i antallet af ting, sådan at du kun gemmer de ting du holder allermest af, og slip resten. Tag meget gerne fotos af de ting du slipper, hvis du har brug for at forevige minderne.
Brug kassen til at lægge de ting der skal have en time out i, og sørg for at vende tilbage til den. Ofte kommer svaret omkring hvor der skal ske med tingen, når du har givet dig selv lov til at tænke over det.
Tag en dag ad gangen. Ryd op i små etaper og formindsk antallet af ting for hver oprydning du foretager dig.
På den måde vil du lige så stille øve din oprydningsmuskel og din beslutningsevne, så det bliver lettere at give slip.
Rigtig god fornøjelse med din oprydning.
Kærligst Kamille
Interesseret i flere oprydningstips?
Læs også Giv slip på dit rod og skab det hjem du drømmer om