Der kommer mere og mere fokus på, hvordan du sælger dit hus. DR1 og TV3 har vist flere programmer, der viser hvor meget det betyder, hvordan en bolig til salg ser ud.

Et af programmerne handlede om et par, hvis hus har stået til salg i over 800 dage. Efter en grundig gennemgang af huset kombineret med en fornuftig pris, blev huset solgt på tre måneder.

Det kan have store konsekvenser ikke at få solgt dit hus – når det først er sat til salg – og jeg mener ikke kun økonomiske. Du vil gerne videre i dit liv, og der sker intet. Det hjælper ikke, at aviserne skriver om krisen, for det er alt for abstrakt.

Men – du kan selv gøre meget for at hjælpe salget på vej – og det er en god idé at få det gjort før fotografen kommer på besøg. Det siger næsten sig selv – jo flottere billeder på nettet – des flere købere tiltrækkes af din bolig. Desuden bliver liggetiden ofte kortere og der gives som regel mindre afslag i salgsprisen.

Hvordan sikrer du så, at dit hus forbliver i købers bevidsthed, længe efter de er gået videre på næste fremvisning?

 Her er mine bedste tip, som kan hjælpe dig på vej:

Gør et godt førstehåndsindtryk. Vask hoveddøren (eller mal den, hvis den trænger) og sæt en flot blomsterkrukke ved siden af døren. Der må ikke ligge visne blade på jorden. Skift din (måske) slidte dørmåtte ud.

Sørg for at dit hus afspejler en rolig og velorganiseret tilværelse, hvor der er styr på tingene. Skabe og skuffer må ikke bugne, så man knap kan lukke døren. Det sender signaler om, at der er pladsmangel i dit hus.

Reparationer og vedligeholdelse

Få afsluttet alle dine hængepartier, før du sætter huset til salg. Hvis der er ting, du ikke selv har mod på eller energi til at løse, så få en professionel ind og se på det. Skabslåger der hænger, påvirker liggetiden negativt.

Pak dine personlige ejendele væk

Potentielle købere skal føle sig hjemme i dit hus, før de byder på det. Hjælp dem på vej ved at nedtone din personlighed. Ryd op i familiebilleder på væggen, børnetegninger på køleskabet og plakater i børnenes soveværelse. Det samme gælder for samlinger af forskellig art (fodbold, porcelænsfigurer, dvd’er osv.) Alt sammen ting, som fjerner fokus fra det, du prøver at sælge – nemlig dit hus.

Ryd op i kælder og skur

Ryd op, pak ned og kør det på genbrugsstationen eller til opmagasinering. Købere kigger overalt og et velindrettet skur vægter højt på manges ønskeliste.

Køb nyt sengetæppe, bademåtte og håndklæder, hvis de er slidte eller misfarvede.

Det signalerer luksus og du kan tage dem med, når du flytter. Nye lækre håndklæder og bademåtter kan forandre et badeværelse.
Gør køkkenet salgsklart. Rengøring og oprydning er alfa og omega. Ovn og køleskab skal være rene. Fjern rod fra køkkenbordet og sæt friske blomster eller urter i vinduet.

Giv træbordplader en gang olie og vask gulv og skabslåger grundigt af.

Og så skal der selvfølgelig være rent og ryddeligt – nypudsede vinduer er et must hvis du vil have optimalt udbytte af det naturlige lys.

Det kan være svært at omstille sig fra at bo i et hjem til at bo i et salgsprodukt, men det er den indstilling du skal have, hvis du vil forøge dine chancer for et hurtigt salg.

 

 

Skrevet af Birgitte Vosper, indehaver af firmaet Busy Bees – vi skaber din købers drømmehjem!

Har du brug for hjælp? Jeg vil altid gerne svare på spørgsmål eller komme forbi dit hjem.

Birgitte Vosper

www.busybees.dk