Bebrejdelser, skæld ud og dårlig samvittighed har aldrig været medvirkende til at oprydning flyder lettere. Tværtimod.
Skyld og skam er ikke vejen frem til et hjem uden rod.
For hvis skyld er det, at du rydder du op? Din partners skyld? Dine børns skyld? Dine gæsters skyld?
Det er rigtig fint, at du motiveres ved at rydde op for andre, men hvor er du henne i alt dette?

Ryd op for din egen skyld

Du har fortjent at bo i et hjem uden rod.

Dit hjem er din oplader. Det sted i verden hvor du har helle. Hvor du finder ro, afstresser og kan være dig selv og klargøre dig til livet udenfor dit hjem.
Derfor er det også vigtigt at dit hjem fungerer. For er der meget rod kan det være svært at finde ro og slappe af. Især når du hele tiden kan se opgaver, der venter på dig, lige meget hvor du kigger hen.
Det er vigtigt at få ryddet op, men øv dig i at gøre det for dit eget velbefindendes skyld. For du har fortjent at bo et sted, hvor du trives og har det godt.

Hvem rydder du op for?

For mange føles det langt lettere at komme i gang med oprydningen, når de rydder op for andre. Det kan være for børnenes skyld, for din partner skyld (for at undgå skænderier) eller for dine gæsters skyld. Mange gange kan det føles lettere at få svinget støvsugeren, fordi du har inviteret gæster, og de skal ihverfald ikke se skidtet i krogene. Jeg vil gerne smide endnu en årsag til at rydde op i puljen. Dig. Ryd op for din egen skyld. For når du prioriterer dig selv og dit velbefindende, støtter du dig selv i at have en bedre hverdag – uden skyld og skam, dårlig samvittighed og irritation over at du ikke formår at holde dit hjem, som du gerne vil have det.

Hvor finder du din motivation?

Det er forskelligt fra person til person hvad der motiverer til at komme i gang med oprydningen. Måske er det dine børn der er den største motivationsfaktor, da du ikke ønsker at de skal vokse op med samme oprydningsudfordringer som dig. Måske er det angsten for at andre skal se at dit hjem ikke er lige så perfekt, som deres er. Måske er det for dit helbreds skyld, da du ikke tåler støv eller er dårligt gående, så det er vigtigt at du ikke falder over noget. Uanset hvad – gør det der virker for dig. Hvis du ved at du skal skemalægge din oprydning lidt mere, fx fordi du har opdaget, at planlagte besøg af andre får dig til at tage dig sammen til at rydde op, så brug det aktivt.
Gør det for din skyld og ikke for andres.

Læs også: Saboterer du din oprydning?

Kærligst Kamille

Kamille Sommer