Hvis oprydning var pærelet ville der ikke være brug for sådan nogen som mig.
Som med så mange andre fag er oprydningskonsulenten blevet vigtig,
fordi rigtig mange mennesker har brug for professionel hjælp til at lære at organisere deres ting.
Forstå hvorfor de er udfordrede med rod, og lære at give slip på de ting der ikke længere gør noget godt for dem.

Som oprydningskonsulent lærer man hurtigt, at oprydning og sårbarhed ofte hænger meget tæt sammen.
Og mange mennesker er udfordrede med rod pga. sårbarhed i en eller anden udstrækning.

Oprydning og sårbarhed

Oprydning er ikke bare at sætte ting på plads

Oprydning er ikke bare at sætte ting på plads i de rigtige rum på de rigtige pladser.
Oprydning er langt mere kompliceret, fordi der kan foreligge mange følelser
(som er skabt pga. minder) bag bunkerne i hjemmene.
Inden man overhovedet kan komme i gang med at organisere sit hjem,
er det derfor nødvendigt at få luget ud i antallet af ting.
Allerede her kan de første udfordringer begynde at vise sig, fordi det kan være rigtig svært at give slip.

Netop den sårbarhed der kan opstå før, under og efter oprydning kan være medvirkende til,
at nogle mennesker opgiver at få skabt deres drømmehjem, fordi de lever med overbevisninger som fx:

  • jeg kan ikke smide ting ud for så kommer jeg til at mangle dem
  • jeg kan ikke tillade mig at give disse ting væk, da jeg har fået dem eller arvet dem
  • tingene har kostet mange penge, så jeg beholder dem pga. dette

Smerten eller usikkerheden der dukker op hver gang at beslutninger skal tages, kan føles så overvældende,
at det er lettere at lade være med at forholde sig til tingene. Derved forbliver tingene som de plejer.

Hvad vil det sige at være sårbar?

Når der tales om sårbarhed i forbindelse med oprydning, ligger der i ordet at det er en følsom proces, hvor det hurtigt kan føles grænseoverskridende, umådeligt svært, ulykkeligt eller sårende at blive konfronteret med de følelser der kan opstå, når der skal træffes en beslutning om bestemte tings fremtid.

Netop derfor er det så tillokkende og beroligende at lade ting blive ved det gamle, fremfor at tage beslutninger der føles udfordrende og måske endda skræmmende.

Nogle mennesker vælger at rokere lidt rundt med tingene engang imellem, for så føles det som om man har taget stilling til dem.
I virkeligheden har de gang i en form for overspringshandling, da de ikke gemmer på tingene fordi de bruger dem eller holder specielt meget af dem.
De beholder dem, fordi det er svært for dem at give slip.
Mange er slet ikke bevidste om at det er det de har gang i.
De gemmer på tingene, fordi det har de altid gjort.
Det er meget lettere end at skulle tage en beslutning og derefter gøre den konsekvent.

Sygdom og sårbarhed

Sårbarhed kan også opstå hvis du er blevet syg, og derfor ikke kan holde til det samme som tidligere.
Det er meget naturligt for mennesket at sammenligne sig med andre, eller sammenligne sig selv med hvad man kunne klare før i tiden.
Det er meget sårbart at skulle indrømme overfor sig selv og andre, at man ikke kan klare det samme længere som man tidligere har kunnet.

Indenfor oprydning møder jeg mange klienter som ikke altid har været udfordret med rod,
men hvor det er opstået pga længerevarende sygdom af enten psykisk eller fysisk karakter.
Er man udfordret med sygdom, så anbefaler jeg altid at skrue ned for ambitionerne og i stedet øve sig i at klare de ting man kan.
Hellere lave lidt, hvor man får en succesoplevelse med at man får færdiggjort noget, end at man dunker sig i hovedet med alt det man ikke får gjort.

Vil du lære mere om oprydning og sårbarhed?

Inde i Oprydningsklubben ligger der et helt tema om oprydning og sårbarhed.
Hvis du ikke har hørt om Oprydningsklubben, så er det en online medlemsklub,
hvor der undervises i alle mulige emner indenfor oprydning og organisering, hvor alle er velkomne.

Sårbar oprydning

Temaet der passer til dette blogindlæg hedder “Sårbar oprydning – bliv klar til at give slip”, handler om hvilke områder indenfor oprydning der kan være sårbare, og om hvordan rod kan fungere som et beskyttelseslag, der beskytter mod omverdenen.

Du får her konkrete eksempler på hvad der kan være sårbart, og hvordan du kan komme videre med din oprydning.
Du kan læse mere om Oprydningsklubben her, og melde dig ind i den lige her.

Kærligst Kamille