Oprydning er et nødvendigt onde. Det ved alle – især dem der dagligt kæmper med at holde bunkerne nede.
Faktisk behøver det ikke være så besværligt og træls. Når man får kørt oprydningen ind som en daglig vane bliver det lettere at håndtere, og efterhånden tænker man ikke så meget over at det er oprydning man har gang i. Man holder bare gang i hjulene, så hjemmet fungerer uden at skulle trække de helt store veksler på energien.

 

Tip nr. 1: Brug dine hænder

Væn dig til altid at tage noget med dig i hænderne når du går rundt i dit hjem.
Du går vejen alligevel, så hvorfor ikke tage noget med der skal samme vej?
På den måde får man ryddet op uden at tænke så meget over det. Man gør det bare.

 

Tip nr. 2: Vær foran

Oprydning

I stedet for at gøre ting i sidste øjeblik, så væn dig til at færdiggøre dem med det samme. Ved at gøre ting med det samme, skal du ikke have fat i tingene flere gange. Du risikerer heller ikke at glemme dem – for du har allerede taget dig af dem med det samme. Bedst af alt – du slipper for bunker af opgaver som lige pludselig skal gøres på én gang. Når opgaver laves med det samme, bliver det ikke så anstrengende, uoverskueligt og omstændigt.

Lad mig give dig nogle eksempler på at være foran:

  • Betal dine regninger med det samme du får dem – eller læg dem straks ind på netbank så de automatisk bliver betalt på betalingsdatoen.
  • Skriv ned med det samme når du opdager at du er ved at løbe tør for ting og madvarer. På den måde bliver din indkøbsseddel skrevet lige så stille i løbet af ugen, og du undgår at mangle ting eller madvarer du skal bruge.
  • Vask tøj løbende. Lad være med at vente til vasketøjskurven er ved at kaste op. Hver gang du har mulighed for at sætte en maskine over, så gør det. Har du ikke selv vaskemaskine og er afhængig af at skulle vaske hos andre eller på møntvaskeri, så er dette måske ikke muligt, men for dig der har vaskemaskine, prøv at være foran med at vaske tøj. Opgaven føles hurtigere overstået.
  • Læg de ting du har med hjem på plads med det samme du kommer ind ad døren. På den måde undgår du at skulle rende og rydde op efter flere dages eller ugers efterladenskaber.
  • Vask op hver dag. Også selv om det bare er 1 tallerken, 1 sæt bestik og 1 glas. Jo mere du efterlader, jo længere tid tager det at få det vasket op sidenhen.

 

Tip nr. 3: Smid ud på forhånd

Oprydning

Har du prøvet at gemme på ting som du udmærket godt ved at du aldrig kommer til at bruge igen?
Velkommen i klubben – det er vi helt sikkert mange der har prøvet. Det er totalt tåbeligt at bruge plads på at opbevare ting der bare ligger og samler støv.
Mærk efter når du pakker sæsonens tøj væk. Er der noget af det her sommer-/vintertøj jeg allerede nu ved at jeg ikke gider bruge mere? Ud med det. Har du ting eller produkter liggende som du aldrig længere bruger? Giv det til nogen der har lyst til at bruge det eller kasser ting der er for gamle og ikke længere bør bruges af nogen.
Det er totalt win-win. Du får plads til at opbevare andre ting (de ting der måske nu står på gulvet, eller ligger under sengen), og en anden får glæde af de ting som du alligevel aldrig brugte.

Læs også: Overbevisninger der spænder ben for din oprydning

God fornøjelse med din oprydning.
Kærligst Kamille