For nogle år siden oplevede jeg at være vokset fra mit hjem. Mit hjem var sådan set pænt og hyggeligt, men jeg følte ikke længere at det passede til mig efter jeg havde fået ryddet op, havde taget min feng shui- og oprydningsuddannelse. Jeg havde ændret mig en del undervejs i den proces, hvilket et helt normalt, når man får udvidet sin horisont.

Under hele processen var jeg ganske ubemærket vokset fra mit hjem. Der gik noget tid inden det gik op for mig at det var det der var sket.

For at gøre en kort historie lang besluttede jeg mig til at gøre noget ved det. Jeg malede flere af rummene med nye smukke farver. Flyttede rundt med møblerne i forskellige rum, og fik ændret mit hjem til et bedre match.

Kort tid efter besluttede min kæreste (nu ægtefælle) og jeg at flytte sammen. Han boede på Sjælland og jeg i Jylland.
Mit hus blev sat til salg, og solgt til det første ægtepar der var ude at se på det. Jeg er sikker på at det var fordi jeg havde givet mit hjem en masse kærlighed, og gjort det så smukt som jeg kunne, at det blev solgt så hurtigt.

Mærk efter hvordan dit hjem føles at være i

I dag ser mit nuværende hjem helt anderledes ud. En helt anden stil, men en stil der føles godt for os der bor her.

Der jeg vil hen med denne lille anekdote er, at det er vigtigt at mærke efter hvordan man har det i sit hjem.
Hvis du ikke trives, er det vigtigt at du gør noget ved det. Nogen gange skal der ikke så meget til. Det kan være nogle nye puder til sofaen, en enkelt væg der skal males, en buket blomster, et nyt billede på væggen, lidt nye accessories, eller at der flyttes rundt på møblementet. Måske skal der ryddes lidt ekstra op rundt omkring. Nogen gange skal der ikke så meget til, før at stemningen i et hjem ændres. Bare det at man gør noget, vil hjælpe på følelsen af at gøre noget godt for dit hjem og for dig.

Hvordan føles dit hjem?
Er der noget der skal ændres?

Kærligst Kamille