Der er kommet nye tider for oprydning.
Efter Netflix i januar introducerede oprydningsserien “Tidying Up with Marie Kondo”, er oprydningsfeberen nærmest eksploderet.
Ikke kun i Danmark men i mange lande.
Marie Kondo, en japansk oprydningskonsulent, har med hendes særlige oprydningsstrategier virkelig taget verdenen med storm.

Hvilket er helt forståeligt, for hun gør det svære simpelt.
På sin helt egen måde.

Det er vigtigt at bo i et hjem man trives i

Men som med alt andet i verden er det ikke en “one size fits all” metode Kondo har skabt, men for tusindvis af mennesker verden over er “KonMari” metoden en gave.

Trives uden rodDet er vigtigt at leve i et hjem hvor man trives (billedet har intet med Marie Kondo at gøre)

Også i oprydningsverdenen. Det glæder mit “oprydningshjerte”  at folk verden over, får øjnene op for hvor VIGTIGT det er at bo i et hjem hvor de trives.
Et hjem uden alt muligt ligegyldigt skrammel, som i sidste ender stresser, og gør hverdagen besværlig og træls.
Men i stedet leve i et hjem med ting de holder af, og som betyder noget for dem.

Det formår Marie Kondo virkelig med hendes særlige oprydningsmetode.

Oprydning med særlig rækkefølge

Marie Kondo´s metode går i alt enkelthed ud på, at hun rydder op efter en særlig rækkefølge, samt rydder op efter hvilke ting der giver glæde.
Hvis tingen skal videre takker hun hver ting for den tid de har haft sammen, hvilket godt kan virke lidt underligt for os der er opvokset i vesten. Det er inspireret efter japanske traditioner, og skal ifølge Kondo hjælpe til at man lettere kan give slip på sine ting med god samvittighed.

Rækkefølgen der ryddes op efter er:

  1. Tøj
  2. Bøger
  3. Papir
  4. Komono (diverse)
  5. Sentimentale ting

Ved hver kategori sorteres hver ting efter hvad der giver glæde.
I følge Kondo vil man, hvis man følger hendes metode, afskaffe rod for altid.

Vil alle have glæde af metoden?

KonMari metoden er til glæde for mange, men er desværre ikke for alle.
Er man fx udfordret kognitivt kan det være alt for svært at skulle finde og overskue alt af en kategori og lægge det i en kæmpe bunke. Det kan skabe stress og angst og presse personen yderligere i en måske forvejen svær situation.

Metoden kræver et vist overskud, og det er der rigtig mange der er udfordrede med rod, som har svært ved at overskue.

Når man skal finde alt og lægge det i en bunke kræver det vedholdenhed og at kunne overskue situationen at skulle finde alt frem, sortere det og finde en plads til det. Det er lige netop det mange mennesker har svært ved.

Jeg har talt med en del mennesker der har fulgt Marie Kondo i en periode, men har opgivet at rydde op efter hendes anvisninger, fordi metoden virker for uoverskuelig for dem. Det giver god mening udfra den erfaring jeg har med oprydning.

Det er forskelligt hvordan en oprydningsproces skal håndteres, og derfor vil nogen have stor glæde af Kondos metode, og andre vil have glæde af andre metoder.

Oprydningsmetoder kan sammenlignes med slankekure

Man kan sammenligne oprydningsmetoder med slankekure. Nogen elsker Sense, andre er tilhængere af LCHF (Low Carb High Fat) eller Stenalderkuren. Du skal finde den metode der passer til dig. Sådan er det også inden for oprydning. For mig er det ikke kun en måde at gøre ting på.

Langt fra.

Jeg er personligt inspireret af mange oprydningseksperter fx Karen Kingston, Peter Walsh og Marie Kondo for bare at nævne nogle få. Og har lært meget af mange forskellige.

Det jeg oplever der giver succes med oprydning er at du tager den viden der inspirerer dig og som du kan omsætte til praksis, og på den måde kommer i mål med din oprydning.

Det kræver tid og hårdt arbejde. Dette gælder alle oprydningsmetoder. Også Kondos.

Personligt synes jeg rigtig godt om den måde Kondo folder tøjet.

Jeg har afprøvet Marie Kondos foldeteknikker i alle klædeskabene i vores hjem.
Og helt ærligt, så kan børnene faktisk lettere holde orden i deres tøjskabe med #konmari metoden, end da jeg foldede tøjet på “gammeldags maner”, og lagde det i stakke.

Marie KondoBoxershorts foldet efter Marie Kondos foldeteknik

Det smarte ved denne metode er at man lettere kan overskue tøjet.
Når man skal bruge en tøjdel, tager man det op fra hylden/skuffen, når man skal bruge det, i stedet for at hive det ud af en bunke.
Før i tiden da tøjet lå i bunker, kunne bunken let vælte når t.shirt nr. 7 i stakken skulle hives ud.
Det sker ikke længere, og nu er det slut med at tøjskabet ser kaotisk ud på børneværelserne.

Hvilken oprydningsmetode underviser Oprydningskonsulenten efter?

Igennem en del år har jeg forsøgt forskellige oprydningsmetoder af, for at finde ud af hvad der virker og hvad der ikke virker.
Jeg har opdaget, at det virker rigtig godt at arbejde med et særligt kassesystem jeg bruger ift til sortering. Ved at rydde op efter hvad der giver mest mening for den enkelte klient. Metoden gør det virkelig enkelt for klienten at tage beslutninger og hjælper med at sortere tingene.

Hvor starter man?
Er hjemmet voldsomt rodet handler det om at starte det sted der vil give mest mening og livskvalitet for klienten. Det kan fx være at klienten ikke længere kan invitere gæster ind i sin stue, fordi den er alt for rodet. Eller at klienten sover på sofaen, fordi sengen er fuld af tøj og stakke af ting.
Her prioriteres hvor oprydningen starter efter hvad der vil skabe mest værdi her og nu for den person jeg hjælper.
For når man med det samme oplever resultater, motiverer det til at fortsætte.

Hvad handler rodet om?

Udover selve oprydningen arbejder jeg meget med klienten om at finde ud af hvad rodet i virkeligheden handler om. Hvorfor er det opstået? Er der sket noget i klientens liv hvor alt er ramlet? Er der sygdom inde i billedet?

Her støtter jeg klienten i at bygge sit liv og sit hjem op igen. At man har boet rodet i lang tid er ikke ensbetydende med at man skal bo sådan for evigt. Det er en proces, og den er meget inspirerende at følge.

Skab det liv du ønsker

Der kommer rigtig mange fine fortællinger frem under en oprydningskonsultation, og det er netop disse fortællinger der kan hjælpe mig til at støtte klienten i at skabe det liv hun/han ønsker. Der skabes mange aha-momenter undervejs i en oprydningkonsultation for både klienten og mig.

Det er lige præcis det der gør oprydning så spændende. For finder man ind til kernen af problemet, og klienten er klar til forandring, så ser jeg rigtig ofte mirakler. Det er så fint at få lov til at være en del af.

Ryd effektivt op

For at få succes med sin oprydning er det vigtigt at have et mål der skal være den vedvarende motivation, indtil man er færdig. Derefter gælder det om at at rydde op efter hvilke ting der bruges og/eller holdes af samt skabe faste pladser til alt.

At tage stilling til sine ting, give dem en fast plads samt sørge for at alt kommer på plads efter brug, skaber gode og varige resultater, uanset hvilken metode man bruger til sin oprydning.

Kærligst Kamille

Kamille Sommer

PS: Du kan læse mere om Marie Kondo på hendes hjemmeside som du finder lige HER.