Gæsteindlæg af Lone Eriksen – ekspert i økonomi

 Er det værre at have rod i økonomien end rod i sin bolig?

Hvis jeg tolker de signaler, jeg meget ofte hører fra mennesker i mine omgivelser, er rod i økonomien næsten lige så slemt som, hvis du bliver taget for butikstyveri, eller har været ond over for små børn.

Rod i din bolig er mere accepteret, det kender vi alle sammen til, og det kan ses med det samme. Rod i økonomien kan også ses, men det kræver, at du kender andre mennesker gennem længere tid.

Det er en stor fordømmelse over mennesker, som ikke har fuldstændig styr på økonomien, hvilket er en overraskelse, fordi de fleste ikke på noget tidspunkt i livet har lært noget om privatøkonomi, hverken i skolen, på ungdomsuddannelserne eller andre steder i uddannelsessystemet.

Måske har du lært privatøkonomi hos dine forældre, og måske er de fantastiske rollemodeller. Ofte er det dog ikke den bedste ”skole”, hvis de heller ikke har styr på privatøkonomien. Denne lidt forvirrede tilgang til penge og økonomi bliver ikke mindre af, at der er en stor berøringsangst over for at tale om penge og privatøkonomi i Danmark.

Hvad betyder det for dit liv og din livskvalitet at have rod i økonomien?

Du kan med rette sige, at der ikke er nogen, der kan se, om du har rod i din økonomi, hvis du ikke selv fortæller det.

Det er bare ikke hele sandheden. Din økonomi er et spejl af dig, og dine omgivelser kan ”læse” på dig, hvordan din økonomi har det. Hvis du tit er nødt til at sige ”det har jeg ikke råd til”, eller hvis du gentagne gange melder fra til et aftalt arrangement uden egentlig at give en grund. Prøv engang at tænke over, hvor tit du siger, “det har jeg ikke råd til”, eller hvor mange af dine daglige beslutninger, der er påvirket at din økonomi. Det er alt sammen signaler, du sender til dine omgivelser, og som er med til at danne deres indtryk af dig.

Når du har rod i din økonomi, bruger du utrolig meget energi på det. Økonomi er et af vores tryghedsbehov, og hvis det ikke er tilfredsstillet på samme måde som dit behov for mad, sex og søvn, ja, så bliver din opmærksomhed automatisk trukket i retning af økonomien og mangel på penge. Den opmærksomhed og energi, som du i princippet kan bruge til at leve det fede liv.

Rod i økonomien kan give økonomisk stress, hvilket er lige så alvorligt som andre former for stress. Den økonomiske stress kan resultere i søvnløshed, manglende koncentration, diskussioner, angst og sygdom.

Hvordan ændrer du en ”dårlig” økonomi til en ”god” økonomi?

Jeg møder tit denne holdning: ”Hvis blot jeg kunne få lønforhøjelse, hvis mine udgifter ikke var så høje, eller hvis min kæreste ikke brugte så mange penge på sko, biler etc., så ville jeg have en god økonomi”.

Min holdning til det er: ”Nej, det ville du ikke”! Hvis du har tendens til at sige noget i stil med ovennævnte, vil du aldrig – uanset hvor mange penge du tjener, uanset hvor lave dine udgifter er, eller uanset om din kæreste aldrig bruger en krone – få en god økonomi.

God økonomi begynder hos dig selv!

Har du tendens til at falde i ovennævnte forklaringer, lægger du ansvaret for din økonomi ud til andre eller til noget. Det er altid dit ansvar, at du har en god økonomi. Du er den eneste, der kan sørge for det, og en god økonomi begynder altid hos dig selv.

God økonomi er en tanke og en følelse om det beløb, du har stående i din netbank.

Det er i princippet kun tal – det er det, du tænker og føler om de tal, der er afgørende for, om du har en god eller en dårlig økonomi.

Stop med at sammenligne dig med andre

Andre sætninger, jeg ofte bliver mødt med, er “mine venner har både bil og hus, de rejser tit på ferie og har dyre vaner, det vil jeg også have”!

Lad være med at sammenligne dig med andre, du kender ikke deres forudsætninger, du ved ikke, om de har arvet en masse penge, om de har mange lån, eller om noget helt andet ligger bag. Det eneste, du får ud af at sammenligne dig med andre, er, at du bliver i dårligt humør. Kig på din egen økonomi, forhold dig til den og planlæg den, så du får mest muligt ud af de penge, som du bytter dine timer for at få.

Stop med at overforbruge – begynd at spare op

Uanset størrelsen på dit rådighedsbeløb er det dit eget ansvar at få det tilrettelagt, så du ikke bruger flere penge, end du har – hvis du gør det, deponerer du din frie vilje i banken. Beslut dig for, at du vil spare op. At se saldoen på din opsparingskonto vokse hver måned har stor psykologisk værdi, selvom det måske kun er med 50 kr. om måneden. Det har stor betydning for dit mindset, at der også er plus på en konto og ikke kun 0 eller minus.

Hav kontanter i pungen

Et andet tip til at få styr på dit forbrug kan være at have kontanter i pungen i en periode. Du vil opdage, at det er sværere at bruge pengene, når du har dem mellem fingrene, end hvis du siger ”på beløbet”, når du bruger dit dankort.

Intet er svært for den, der ved!

Det kan lyde meget enkelt at få styr på sin økonomi, hvilket det også er – hvis du ved, hvad du skal gøre. Intet er svært, når man ved, hvad der skal gøres. Er du i samme båd som mange andre, der ikke ved, hvordan du skal tage kontrol over din økonomi, så søg hjælp – enten i banken, hos en du kender, der har styr på det, eller hos en professionel.

Måske synes du, det er pinligt at spørge om hjælp – det er det ikke! Vi efterspørger hele tiden hjælp til det, vi ikke er gode til selv – oprydning i din bolig, den rigtige frisure, den rigtige mad den rigtige motion og masser af andre ting. Gør det samme med din økonomi.

Det er mere pinligt at skulle sige til sine børn, de ikke kan komme med på studieturen med klassen, fordi det har vi ikke råd til (underforstået – vi har ikke fået prioriteret pengene til turen). Og jeg kan ikke lige huske, hvad pengene er brugt til!

Lone Eriksen står bag hjemmesiden “Styr på Penge, hvor hun giver masser af gode råd omkring økonomi. Hun laver bl.a. mentoringforløb, og har hjulpet rigtig mange mennesker med at få styr på deres økonomi. Lone laver også nogle rigtig gode Podcast Episoder om økonomi.

Lone står ligeledes bag bogen “10 trin til en tjekket økonomi”.
Pga. sin store ekspertise bliver hun også brugt som økonomisk ekspert på Go´Morgen Danmark og Radio 24syv, og skriver bl.a. for Ekstra Bladet hver fredag.

Vil du lære mere om at få ryddet op i din økonomi, så besøg Lones hjemmeside lone-eriksen.dk

Lone Eriksen