For ca. 6 år siden boede jeg i et lille hus på landet, sammen med min søn, 2 maincoon katte og en hund. Vi havde, så vidt jeg husker, 134 m2, så der var masser af plads til os og til opbevaring, hvilket der var rigeligt af. Både vores eget, og det som de tidligere ejere havde været “så venlige” at efterlade til os. Mere om det en anden gang.

I dag skal det handle om den frihed det gav da jeg sagde farvel til mit rod.

Hvad er rod?

Ganske kort fortalt er rod de ting du har undladt at tage en beslutning om.

Jeg havde et helt rum fyldt med undladte beslutninger. Jeg havde også nogle skabe fyldte med beslutninger der skulle tages, når jeg lige havde tid, lyst og overskud.

Oprydning tager tid, da der er mange beslutninger der skal tages

Hvis du har læst min historie, ved du at jeg tog tyren ved hornene og fik gjort noget ved det. Det tog lang tid. Faktisk tog det flere år at komme helt til bunds i oprydningen, fordi oprydningen tog tid.

Det tog tid at tage beslutninger om hver en lille dippedut jeg ejede, det tog tid at køre på lossepladsen med de ting der skulle kasseres. Det tog tid at køre forbi genbrugsforretningen med de ting der skulle gives videre, men det var det hele værd.

Oprydningen gav ny energi

Fra at have fyldte skuffer, skabe og hylder, var der nu luft, lethed og en ny energi i vores hus. Det var en fantastisk følelse.

Farvel rod

Det gav lyst til at ændre på indretning, give væggene en ny gang maling, og generelt til at være hjemme og hygge. For da huset var ryddet op fra top til tå, indbød det til at det skulle opgraderes med en lille make-over. Det er det der helt naturligt sker når man har brugt tid på at organisere sit hjem og gøre det rart at være i.

Slip dit rod

Spørg dig selv, når du rydder op:

  • Hvor meget af alt det du har liggende bruger du?
  • Hvor realistisk er det at du kommer til at bruge de ting du går og gemmer på hvis nu…..(indsæt selv en grund)

Vi gemmer og gemmer og i virkeligheden spænder vi ben for os selv. Nej, vi kan ikke gemme alt der glimter og alt der stadig virker.
Vi er nødt til at være realistiske omkring vores ting, og hvor længe vi skal beholde dem.

Lær at slippe dit rod

Har du svært ved at slippe de ting du ikke bruger, kan du få min hjælp 1:1 hjemme hos dig eller bliv medlem af  Oprydningsklubben, hvor jeg lærer dig at beslutte og slippe ting område for område i dit hjem og beholde de ting du bruger og holder af. I klubben er du endvidere med i et fælleskab, hvis du ønsker det, hvor vi støtter hinanden i oprydningen.

Så får du frihed

Når du rydder op og sender de ting videre du ikke længere bruger, giver du dit hjem mulighed for at være sin bedste udgave af sig selv.
Et hjem du nyder at være i, og som du kan lade op i.
Det er muligt, hvis du er klar og er villig til at sætte tiden af til det grove arbejde.

God fornøjelse med din oprydning.
Kærligst Kamille


Vil du gerne blive bedre til at rydde op?

Ønsker du hjælp til selvhjælp? I Oprydningsklubben får du mine bedste oprydningsråd hver måned.

Læs mere om Oprydningsklubben her.